Nissedrillerier – idéer til 24 dage
Magisk december med drillenissen

Drillenissen plejer at flytte ind 1. december, og så begynder en sød og børnevenlig juleleg: 24 dage med ledetråde, små spor, hemmelige breve og forskellige nissedrillerier.
Her får du en nisseplan, så du har idéer til hele december. Du kan følge planen dag for dag, men du kan selvfølgelig også bare tage de idéer, du synes er bedst, og så kombinere med de personlige nissedrillerier, der passer bedst til jeres hjem og jeres børn.
Vi har fundet en masse små søde ting, så du kan nissens helt egen verden op, lidt efter lidt, i løbet af december. Historien begynder efter den første nat, hvor nissedøren pludselig står dér mellem julepynten. Og så er det bare at se, hvornår børnene opdager den.
Ekstra julestemning så din drillenisse føler sig hjemme
Din guide til nissedrillerier i fem kapitler
I løbet af de første decemberdage handler det om at skabe forventning. Byg historien op, find på et navn og måske lidt baggrund om, hvor jeres drillenisse kommer fra. Der kommer sikkert mange spørgsmål, hvis der er nysgerrige børn eller børnebørn, som leger med.
1. – 5. december: Her er nogle forslag til at komme i gang

1. december: Nissedøren dukker op
Sæt nissedøren op aftenen før, når børnene sover. Find et godt sted, hvor den kan blive stående hele december. Drys lidt flormelis foran døren og tryk bittesmå fodspor i med en fingerspids.
2. december: Et velkomstbrev i postkassen
Lad et lille brev stikke op af nissens postkasse, hvor nissen fortæller lidt om sig selv, og at den har brug for et sted at bo i december.
3. december: Nissen er kommet på scooter
Stil en scooter i nissestørrelse eller noget andet foran nissedøren. Her kan en lille seddel også forklare mere, eller du kan lade det være op til børnenes fantasi, hvad der nu er sket.
4. december: Flyttedag ved nissedøren
Stil en nisserygsæk på bænken ved døren, og læg nogle bittesmå ting omkring den: knapper, perler, nødder eller måske lidt julegodter til finderen.
5. december: Det første lille drilleri
Nu er nissen klar til de første drillerier. Stil alle familiens sko på én lang række, vend dem på hovedet eller hæng nogle af dem op i snørebåndene.
6. – 10. december: Nissen i rigtigt drillehumør
Nu er husets nisse for alvor flyttet ind og hverdagens drillerier begynder. Her er et par idéer til ting, der kan skabe små historier foran nissedøren. Derudover er der mange drillenisser, der flytter rundt på jeres egne ting og stiller dem underlige steder om aftenen og natten, når familiens mindste medlemmer sover 😉
6. december: Nissen bestiller risengrød
Stil en tom skål ved døren sammen med en seddel: ”Jeg er sulten. Min livret er risengrød”. Put en lille klat risengrød i inden sengetid. Mon ikke er skålen er tom om morgenen?
7. december: Airfryeren har været i gang
Nogle drillenisser har pludselig deres egen airfryer. Lad den stå åben med et par krummer eller et enkelt popcorn ved siden af, så man kan se, at den har været i gang i løbet af natten.
8. december: Nissen har bagt hele natten
Så er der gang i nataktiviteterne igen: Stil eventuelt en røremaskine i nissestørrelse frem sammen med et lille udvalg af småkager. Skal I selv i gang med at bage, finder I opskrifter i vores guide til de mest populære julesmåkager. Husk at gemme et par stykker til jeres nisse.
9. december: Vasketøj på afveje
Hæng nissens vasketøj til tørre på en tynd snor over døren. Midt blandt nissens tøj hænger en af børnenes egne sokker eller en vante. Hvordan er den mon havnet der?
10. december: En stille aften ved kaminen
Efter flere nætter med travlhed trænger nissen til ro. Som tilbehør til nissedøren kan du bruge: en gyngestol, en kamin og en grammofon.
11.–15. december: Drillenissen tager på eventyr
Midt i december begynder drillenisser at brede sig, så flere nisseting dukker op rundt omkring i hjemmet. Nisser kan nemlig også godt lide sport, fart over feltet og en vild tur på gyngehesten (mens den synger julesange!), når ingen kigger.

11. december: Nattens fodboldkamp
Læg fodboldtrøje, shorts og fodboldsko frem. Læg et brev i postkassen med resultatet “Nisser mod trolde, 10 – 0”. Måske også lidt detaljer om, hvor mange mål jeres egen drillenisse scorede.
12. december: Nissen har været på skitur
Stil skiene op ad døren og lad et par skilte vise vej til et nisseværksted, julemanden, skoven med de bedste juletræer, eller hvad du synes passer godt til jeres drillenisse.
13. december: Et opkald til julemanden
Læg en nissetelefon og en mini-tablet frem med en seddel: ”Jeg taler og chatter med julemanden en gang imellem. Er der noget jeg skal sige eller skrive til ham?”
14. december: En gås spærrer vejen
Stil en julegås foran døren. I postkassen ligger et brev om nattens dramatiske køretur på scooteren, hvor nissen nær havde kørt gåsen over.
15. december: En ny nabo flytter ind
Sæt en musedør eller en anden nissedør op lidt væk fra den første. Musen eller den nye nisse elsker julegodter og den deler gerne, så der ligger som regel lidt af det om morgenen.
16.–20. december: Nissemissioner og juleforberedelser
Jo tættere på juleaften I kommer, jo travlere får en drillenisse. Den har travlt i nisseværkstedet med forskellige hjemmelavede julegaver. De skal pakkes ind, men der skal også hugges brænde, ønskes ‘god jul’ og stilles flere nisser op. Samtidig husker den selvfølgelig stadig at drille ved at flytte rundt på jeres ting og stille dem de mærkeligste steder. Det er nok også her, der begynder at være julepynt i madpakken.

21.–24. december: De sidste nisseløjer frem mod juleaften
I dagene lige før juleaften kommer de sidste af drillenissens juleting til: kanen, den skal køre hjem i, lidt ekstra julepynt og gavepapir til de allersidste julegaver. Rygsækken bliver pakket og den 24. december sidder der et brev i postkassen: farvel og tak for denne gang, glædelig jul og ... måske ... på gensyn næste år til december.
(Tag nissedøren ned og pak tingene sammen som det sidste juleaften. Så kan drillenissen med tilbehør hvile ud sammen med julepynten, indtil det går løs igen den 1. december.)
Spørgsmål og svar om drillenisser, andre nisser og julemanden
Mangler du inspiration til årets juleindkøb? Se vores samlede juleoversigt her