Gå til indhold
  • Landsdækkende bytteservice
  • Fragt fra kr. 25,-
  • Betal med

Lær at hækle

Guide til hækling for begyndere

Person hækler med gul nål og hvidt garn på et struktureret stykke, iført en sennepsgul ribstrikket sweater.

Hækling kræver kun to ting: en hæklenål og noget garn, der er godt at hækle med. Det er en af de hobbyer, det er nemmest at gå i gang med. De fleste kan hækle deres første rækker allerede samme dag, de sætter sig med nålen første gang.

I denne guide gennemgår vi udstyret, du skal bruge til at hækle, hvordan du vælger nål og garn, og de masker, der går igen i stort set alle opskrifter. Du får også forslag til tre nemme projekter, der er gode at starte med, når du skal øve dig med hæklenålen. Sidst i artiklen finder du spørgsmål og svar om hækling.

Det skal du bruge for at hækle

Grundudstyret for hæklere er meget overskueligt: en hæklenål, et nøgle garn, en saks og en stoppenål med stort øje til at hæfte enderne, når arbejdet er færdigt. Der er ingen maskine, der skal stilles op, og ingen fast arbejdsplads, der skal indrettes. Dit hækletøj kan ligge i tasken og tages frem, når der er en halv time til overs, eller når du skal lave noget, hvor du nemt kan hygge dig med at hækle imens.

Vil du slippe for at købe nål og garn hver for sig, findes der en smart genvej: hæklesæt, hvor det hele følger med i én pakke. Et sæt indeholder typisk garn i de farver, projektet kræver, en hæklenål i den rigtige størrelse, maskemarkør, fyld og en vejledning trin for trin.

Det er en god måde at prøve hobbyen af på. Efterhånden som du hækler mere, kommer der som regel et par nødvendige og praktiske ting til: maskemarkører, der holder styr på, hvor en omgang begynder, et målebånd og et etui, så nålene ikke ligger spredt i en skuffe.

Hæklenål til begyndere – sådan vælger du den rigtige størrelse

Hæklenåles størrelse måles i millimeter, og tallet står på selve nålen. Jo højere tal, jo tykkere nål og jo større masker. Til det bomuldsgarn, de fleste begynder med, er hæklenålen typisk mellem 2,5 og 4 mm.

Hvis du vil gøre det lidt lettere at komme i gang, kan du bruge en tykkere nål og lidt tykkere garn. Så bliver maskerne større og dermed nemmere at se og tælle, og kravene til finmotorikken er mindre. Det er individuelt, hvad der føles lettest i forhold til størrelser og tykkelser. Køb lidt forskelligt og prøv dig frem.

Nåle til hækling fås i stål, aluminium, plast og bambus. En nål med håndtag ligger blødere i hånden og er rar, hvis du hækler i længere tid ad gangen. Der findes ikke ét rigtigt greb: nogle holder nålen som en blyant, andre som en kniv med hånden hen over. Prøv begge dele, så finder du ud af, hvad der føles mest naturligt for dig.


Det bedste hæklegarn til begyndere

Hænder hækler et blåt tekstureret garnstykke med en træhæklenål og matchende garn, et håndlavet strikkeprojekt under arbejde.

Bomuldsgarn er det garn, de fleste anbefaler til dig, der lige er begyndt at hækle. Det er fast spundet, glider ikke fra hinanden, og maskerne står tydeligt, så du kan se, hvor nålen skal ind. Samtidig holder bomuld formen, og det er en fordel til karklude, grydelapper og andre ting, der skal bruges ofte.

Akrylgarn er et andet godt valg. Det er blødt, slidstærkt, holder farven, og findes i mange nuancer. Akryl er lettere og mere elastisk end bomuld. Et stort, hæklet tæppe eller en lang cardigan i akryl vil føles let og luftigt, hvor versioner i bomuld vil være tungere og mere kompakte.

Læs på banderolen, når du køber hæklegarn

På banderolen, der holder garnet sammen, når du køber det, kan du se, hvor mange meter der er i garnnøglet, og dermed hvor langt garnet rækker. Et nøgle bomuldsgarn på 50 gram med 160 meter er nok til flere karklude eller andre småprojekter, du kan øve dig på. På banderolen kan du også læse, hvilken nål garnet er beregnet til. Start med den anbefalede størrelse. Hvis maskerne bliver for slappe eller stramme, kan du altid gå en størrelse op eller ned i hæklenål.


Hæklingens tre grundmasker

Hækling for begyndere er variationer over ganske få masker. Kan du de tre herunder, luftmaske, fastmaske og stangmaske, kan du komme i gang med langt de fleste begynderopskrifter.

Luftmaske (lm) – starten på næsten alt. Du slår garnet om nålen og trækker det gennem den løkke, der allerede sidder. Gentager du det, får du en luftmaskekæde, som udgør den bredde, dit arbejde starter med. Luftmasker bruges også til at vende arbejdet ved hver ny række og til at skabe huller i mønstre.

Fastmaske (fm) – den tætte grundmaske. Nålen stikkes ind i masken fra forrige række, du henter garnet med tilbage og har nu to løkker på nålen. Så slår du om igen og trækker garnet gennem begge løkker på én gang. Fastmasker giver et tæt og fast stof og er masken bag for eksempel karklude, kurve, tasker og små hæklede figurer.

Stangmaske (stm) – den høje grundmaske. Her slår du garnet om nålen, før du stikker den i masken. Derefter trækker du garnet gennem to løkker ad gangen. Stangmasken er større end fastmasken og bruges til ting som tæpper, tørklæder, sjaler og andet tøj, der skal være lidt luftigt.

Tip til at læse en hækleopskrift

Hækleopskrifter er skrevet med forkortelser af masketyper (som lm (luftmasker), fm (fastmasker), stm (stangmasker) og lignende) og tal, der angiver antallet. Forkortelserne ser uoverskuelige ud i begyndelsen, men når du først kender dem, er de nemme nok at forstå. De fleste opskrifter har desuden en liste over forkortelser i toppen sammen med beskrivelsen af, hvilke materialer du skal bruge.

Forskellen på rækker og omgange

Læg mærke til, om der står "rækker" eller "omgange". Rækker betyder, at du hækler frem og tilbage og vender arbejdet undervejs, mens omgange betyder, at du hækler rundt, typisk til huer og figurer. Efter hver række eller omgang står der ofte et tal i parentes. Det er antallet af masker, du skal have, når rækken er færdig. Tæl maskerne efter hver række i starten. Dit hækletøj bliver skævt, hvis der sniger sig en ekstra maske ind eller mangler en.

Hæklefasthed sikrer de rigtige mål

En opskrift angiver også hæklefasthed, som fortæller dig, hvor stramt eller løst designeren har hæklet, da opskriften blev lavet. Det er din garanti for, at det færdige hækletøj får de rigtige mål. Hæklefastheden angiver som regel, hvor mange masker og rækker der skal være på 10 gange 10 centimeter. Hækl en prøve, mål den og skift til en tykkere nål, hvis du har for mange masker, eller en tyndere, hvis du har for få. Til en karklud betyder det ikke så meget. Til noget, der skal passe i størrelsen, er det ret afgørende.

Se også Strik for begyndere – med nemme opskrifter

Assorterede hæklenåle og strikkepinde i en gul garnnøgle med farverige hæklede bestemorsfirkanter i baggrunden.

Tre nemme hækleprojekter at starte med

Fælles for de tre forslag herunder er, at de hækles i lige rækker eller runde omgange uden udtagninger og indtagninger. På den måde kan du koncentrere dig om at få godt styr på det med selve masken. Måske bliver det ikke perfekt de første gange, men husk, at øvelse gør hæklemester 😉

  • Karklud. En karklud er en firkant hæklet frem og tilbage i fastmasker eller stangmasker. Den er lille nok til at blive færdig, robust nok til at tåle skæve masker, og den kan komme i brug med det samme. Slå omkring 30 luftmasker op i bomuldsgarn, hækl rækker til kluden er kvadratisk, og hæft enderne.
  • Grydelap/oldemorfirkant. Grydelappen er næste skridt, fordi den ofte hækles i to lag eller med en kant hele vejen rundt. Oldemorfirkanten, den klassiske firkant af stangmaskegrupper hæklet ud fra midten, er den samme øvelse og introducerer dig til at hækle i omgange. Den er rigtig god at lære, fordi den er byggeklodsen i tæpper, puder og tasker.
  • Vatrondeller. Små runde puder til at fjerne makeup, hæklet i bomuldsgarn i omgange med fastmasker. De tager under en halv time at hækle, kan vaskes og bruges igen og igen. En nem og effektiv måde at øve sig i at hækle rundt.

GOD FORNØJELSE MED HÆKLETØJET 😊


Spørgsmål og svar om hækling

Du skal bare bruge en hæklenål og noget garn for at komme i gang med at hækle. Desuden en saks og en stoppenål med stort øje, så enderne kan hæftes, når du er færdig. Vælger du et hæklesæt, får du nål, garn, maskemarkør og vejledning samlet i én pakke og slipper for selv at skulle finde tingene enkeltvis.

Find det hos Harald Nyborg: Hæklesæt · Garn og hæklenåle

HUSK: Altid lave priser! Og overraskende stort udvalg