Gå til indhold
  • Landsdækkende bytteservice
  • Fragt fra kr. 25,-
  • Betal med

Overnatning i telt og shelter om vinteren

Guide til vintersovepose, liggeunderlag og udstyr, der holder dig varm

Lejrscene ved sø med kuppeltelt, lanterne, klapstol og træstub, mens solen står op over det stille vand. - Billedet er skabt med AI

En kold nat i shelter, som også skal være en god oplevelse, er et spørgsmål om at have det rigtige udstyr. Især når temperaturen kommer under frysepunktet. Med den rigtige vintersovepose, et isolerende liggeunderlag og tøj i flere lag kan de fleste sove lunt udenfor, også i årets kolde måneder, i et shelter eller i et telt, hvis du foretrækker det. 

Booking, regler og pakkeliste 

I denne guide gennemgår vi, hvad overnatning i shelter og telt kræver om vinteren, og hvor de to overnatningsformer adskiller sig fra hinanden. Leder du efter hjælp til booking, regler og den generelle pakkeliste, finder du det i vores guide til sheltertur og gratis overnatning i naturen

Vinter i shelter og telt stiller hver sine krav

Et shelter er åbent på den ene side. Det giver frisk luft og udsigt til stjernerne og vinterlandskab, men det gør også vinden til din største modstander. Læg mærke til vindretningen, når du ankommer, og vælg et shelter, hvor åbningen vender væk fra vinden, hvis det er muligt. Så kan du også tænde et varmende bål på pladsen foran åbningen, uden at få røgen ind i shelteret.

Kondens bliver til rim 

Et telt er lukket, og her er udfordringen en anden: kondens. Din ånde og fugten fra kroppen sætter sig på indersiden af teltdugen i løbet af natten, og om vinteren bliver det ofte til rim, hvis det er koldt nok.  

Fugten ender i tøjet og soveposen, hvis du ikke gør noget ved den, og fugtigt grej isolerer dårligere. Hold derfor ventilationsklapperne så åbne, som vejret tillader, luft grundigt ud om morgenen, og lad teltet tørre helt, før du pakker det sammen. Fælles for begge overnatningsformer (telt og shelter) er, at kulden først og fremmest kommer nedefra, og at kravene til sovepose og liggeunderlag er de samme. 

Vintersovepose – vælg den rigtige til frostvejr

Soveposer er mærket med flere temperaturer efter den europæiske standard EN 13537 (i dag ISO 23537). Vælg altid din sovepose ud fra komforttemperaturen, aldrig ud fra ekstremtemperaturen. Komforttemperaturen er den laveste temperatur, hvor en gennemsnitlig person sover behageligt. Ekstremtemperaturen er en overlevelsesgrænse, ikke en sovetemperatur.

Til dansk vinterbrug bør en sovepose have en komforttemperatur omkring frysepunktet eller lavere. Supplerer du med termoundertøj, hue og et godt underlag, bør du kunne holde varmen under langt de fleste danske vinternætter. Til milde vinterdage og lune efterårsnætter kan du bruge en sovepose med en højere komforttemperatur, typisk 4-5 plusgrader.

Rul soveposen ud i god tid inden sengetid, så fyldet kan folde sig ud og opnå fuld isoleringseffekt. Husk også et godt liggeunderlag, som beskytter dig mod kulden nedefra.

Syntetisk fyld eller dun i vintersoveposen?

Dun isolerer rigtigt godt, men kun så længe de er tørre. Syntetisk fyld bevarer isoleringsevnen og hjælper med at holde på varmen, også når det er fugtigt. Desuden tørrer det relativt hurtigt, hvis det er blevet lidt vådt. Sovepose med syntetisk fyld er et fornuftigt valg til dansk vinter- og efterårsvejr. Særligt hvis du skal sove i telt, hvor kondens kan gøre en dunsovepose fugtig og kold.

Liggeunderlag – kulden kommer nedefra

Uanset hvor god din sovepose er, når du overnatter i telt eller shelter om vinteren, får du svært ved at holde varmen, hvis dit medbragte liggeunderlag er for tyndt. Kroppen presser soveposens fyld sammen under dig, så isoleringen virker mindre effektivt. Derfor er liggeunderlaget ekstra vigtigt. Underlagets isoleringsevne angives med en R-værdi, og til vinterovernatning bør du gå efter R4 eller højere.

En god løsning til vinterkolde nætter i shelter eller telt er et dobbelt liggeunderlag: et skumunderlag nederst og et selvoppusteligt underlag ovenpå. Så er der både beskyttelse mod kulde/hårdt underlag og mulighed for god komfort. I shelter er det endnu vigtigere end i et telt at medbringe sit eget bløde underlag, for her ligger du direkte på et trægulv. Teltet kan jo sættes op et sted, hvor det naturlige underlag er blødt af mos eller græs.


Klæd dig på i lag – og hold hoved og hals varme

Lag-på-lag-princippet, altså tøj i flere lag, hjælper med at holde dig varm både om dagen og gennem kolde nætter. Tænk din vinterpåklædning i tre lag:

Det inderste lag (Basislaget)

Termoundertøj er godt her. Det leder sved og fugt væk fra kroppen, så du ikke bliver kold. Materialet kan være uld (merinould) eller syntetiske materialer (fx polyester). Undgå bomuld. Det suger fugt og holder på kulden.

Det mellemste lag (Isoleringslaget)

Holder på kropsvarmen og transporterer fugten videre ud. Fleece, uldtrøjer, en tynd dunjakke eller vatteret jakke er velegnede til midterlaget. Du kan bruge flere tynde mellemlag i stedet for ét tykt for bedre temperaturregulering. I telt kan et ekstra lag fleece være rart, fordi luften ofte føles mere fugtig.

Det yderste lag (Skallaget)

Skal beskytte mod vind, regn og sne før du er i tørvejr i shelteret eller teltet. Yderjakker og bukser med membran (f.eks. Gore-Tex) eller et andet vindtæt og vandafvisende materiale, der er åndbart, så al fugten indefra kan slippe ud. I shelter er ydrelaget det vigtigste, fordi vinden er den store varmetyv. 

Hue og halsedisse er vigtige

Hoved og hals er ofte de eneste dele af kroppen, der ikke er pakket ind. Derfor mister du meget varme netop dér. En lun hue med fleecefor og en halsedisse, der også kan bruges som pandebånd eller ansigtsmaske, kan gøre en mærkbar forskel. Både ved bålet og når du ligger nede i soveposen. Skift altid til tørt tøj, inden du kryber ned i posen, hvis noget af det er blevet vådt i løbet af dagen.


Bål, varm mad og en termokande

Overnatter du i shelter, er der som regel en bålplads i nærheden. Tænd bålet som det allerførste, når du ankommer, så har du en varmekilde fra starten, og inden mørke og kulde sætter ind. 

Hvis du selv medbringer lidt tørt brænde, optændingspinde og optændingsblokke, er det nemmere at få gang i et godt vinterbål til at lune sig ved og til madlavning. Hvis der er mulighed for det, og du har en håndøkse, er kløvning af brænde og optændingspinde i øvrigt en god måde at få varmen på.

Gasblus til madlavning

I telt er bål i nærheden ikke altid en mulighed, og her er gasblus praktisk og effektivt til madlavning. De varmer jo ikke så meget som bålet, men er til gengæld lettere at styre. Brug altid gasblus udenfor eller i et åbent fortelt, aldrig inde i selve teltet, hvor det både er brandfarligt og kan udvikle farlig kulilte. Gas mister tryk i hård frost, så vælg eventuelt en gasdåse med vinterblanding (propan/isobutan), og opbevar dåsen lunt, for eksempel i bunden af soveposen om natten.

Et godt måltid varmer

Et varmt, mættende aftensmåltid og en kop kakao eller te inden sengetid giver kroppen brændstof til at holde varmen natten igennem. Fyld en termokande med kogende vand om aftenen, inden du går til ro, så kan du hurtigt lave noget varmt at drikke næste morgen, uden at skulle ud af soveposen og tænde op.

Sort LED-pandelampe med justerbar rem, båret over en strikhue, der giver kraftigt håndfrit lys til camping og friluftsliv. - Billedet er skabt med AI

Lys til de korte dage

Om vinteren er det mørkt fra sidst på eftermiddagen, og du får brug for lys, oftere end du måske lige forestiller dig, når du planlægger turen derhjemme. En pandelampe holder hænderne fri, så den er uundværlig til alt det praktiske: optænding, madlavning og udpakning.

Campinglamper skaber hyggelig stemning i shelteret eller teltet. De kan også sættes op udenfor, hvis der er brug for permanent lys. Husk, at kulde dræner batterier hurtigere end normalt, så tag ekstra batterier med og opbevar dem i en inderlomme eller i soveposen om natten.

Spørgsmål og svar om overnatning om vinteren i telt og shelter

Ja, du kan sagtens sove i shelter om vinteren. Med det rigtige grej og tøj er det en af de bedste naturoplevelser, du kan give dig selv. Vinternaturen byder på ro og ofte en flot stjernehimmel. Om vinteren har du desuden ofte shelterpladsen helt for dig selv. En god vintertur i shelter kræver en vintersovepose med komforttemperatur beregnet til frostvejr, et isolerende liggeunderlag, gerne i to lag, og varm lag-på-lag beklædning med hue og halsedisse. 


HUSK: Altid lave priser! Og overraskende stort udvalg