Rengøring af grill
Hvordan renser man en grill mest effektivt?

Hvordan renser man en gasgrill eller en kulgrill? Hvad med rengøring af grillristen, hvordan får man den helt ren, og er der overhovedet grund til at bruge tid på rengøringen? Svaret er ja, det er der bestemt.
Her får du tre gode grunde til jævnligt at gøre grill og grillrist rene. Du får også tips og tricks til nem og effektiv rengøring af både gasgrill, kulgrill og de grillriste, der følger med. Hvis du har din grill stående udendørs, er det i øvrigt en god ide med et beskyttende grill-overtræk, der forlænger din grills levetid og holder grillen godt beskyttet, når den ikke er i brug.
Trænger du til en helt ny grill? Vælg mellem gasgrill - kulgrill eller måske en smart pizzaovn
3 gode grunde til jævnlig rengøring af grill
Længere levetid til grillen.
Regelmæssig rengøring og aftørring af alle grillens dele forhindrer rust og andre former for korrosion af din grill. Det forlænger grillens levetid, så du kan have glæde af den i flere år.
Sundhed – undgå bakterier på grillen.
Bakterier elsker gamle mad- og fedtrester. Og selvom varmen udrydder en del af dem, kan skadelige bakterier og mug forårsage ubehag, maveonde og i værste tilfælde madforgiftning, hvis de bliver blandet sammen med de fødevarer, du griller.
Ren grill giver bedre smag.
Gamle madrester kan give en ubehagelig smag til den mad, du griller. En ren grill er forudsætningen for god og autentisk smag. Desuden fungerer grillen mere effektivt, hvis den fri for brændte rester fra tidligere grillmåltider.
Hvordan får jeg grillristen helt ren?
Det er lettest at gøre grillristen ren for fastbrændte madrester, når den endnu ikke er helt afkølet. Gå frem efter denne lille guide til effektiv rengøring af grillrist:
- Rens grillristen med en god grillbørste, mens den stadig sidder på grillen. Det er lettest at få madrester løs, hvis de ikke har siddet alt for længe.
- Dagen efter kan du samle resterne op fra grillen og eventuelt skylle og tørre risten efter med en klud dyppet i varmt sæbevand for at gøre den helt ren.
- Pas på tøjet og husk rengøringshandsker.
Rengøring af grillrist med fastbrændte rester
Hvis grillristen er meget beskidt, kan du eventuelt starte med at lægge den i blød i en spand/balje med varmt vand, så nogle af de fastbrændte rester løsner sig lettere. Derefter kan du få din grillrist ren igen med følgende metode:
- Smør risten grundigt ind i brun sæbe eller en anden mild rengøringssæbe. Du kan også spraye med grillrens. Hvis du bruger sæbe, kan du lægge risten i en tætsluttende affaldssæk, lukke sækken godt til og lade den ligge til næste dag.
- Dagen efter vasker du risten grundigt af med en god rengøringssvamp og rent varmt vand.
- Smør grillristen til sidst med solsikkeolie eller rapsolie (ikke olivenolie eller kokosolie, der afgiver smag og bliver harsk), så sidder det, du griller, ikke så let fast næste gang. Madolie-tricket er også smart, lige før du lægger maden på den varme rist, næste gang der er gang i grillen.

Spørgsmål og svar om rengøring af grill
Rengør din grill og grillerist med varmt vand og et fedtopløsende rengøringsmiddel, f.eks. opvaskemiddel for at fjerne muggen. Skyl grundigt efter med rent vand og afslut med at tørre efter med en ren klud.