Gå til indhold
  • Landsdækkende bytteservice
  • Fragt fra kr. 25,-
  • Betal med

Sikring af din cykel

Guide til lås, stelnummer og forsikring 

Her kan du læse mere om, hvordan du beskytter din cykel mod tyveri. Og hvad du gør, hvis den alligevel bliver stjålet. Hvis du lige har købt en ny cykel eller planlægger at gøre det, er det en god investering at bruge fem minutter på at sikre den ordentligt. Hver eneste dag bliver der stjålet mange cykler i Danmark, og langt de fleste kommer aldrig tilbage til deres ejer.

Sikring af en cykel handler om tre ting: en god lås, styr på dit stelnummer og en forsikring, der dækker. I denne guide har vi samlet det hele. Hvilken lås du skal vælge, hvor du finder dit stelnummer, og hvad du skal være opmærksom på, hvis din cykelforsikring skal dække.

Hvid cykel står på fliser foran rækkehus

Forsikringsgodkendt cykellås – derfor er det vigtigt

At købe en god lås til cyklen (og huske at bruge den hver gang!) er noget af det vigtigste du kan gøre for din cykels sikkerhed. Det handler ikke kun om at gøre det svært for cykeltyve, det handler i høj grad også om, at din forsikring rent faktisk dækker, hvis uheldet er ude.

De fleste forsikringsselskaber kræver nemlig, at cyklen var låst med en forsikringsgodkendt lås, før de udbetaler erstatning ved tyveri. At en cykellås er forsikringsgodkendt betyder, at den er testet og godkendt af Varefakta efter de krav, som forsikringsbranchen stiller. Du kan kende en godkendt lås på Varefakta-mærket.

Nærbillede af cykelpedal monteret på cykel

Udfyld og gem låsebeviset

Når du køber en godkendt lås, følger der et låsebevis med. Det er din dokumentation for, at låsen er godkendt, og det skal du bruge for at få erstatning, hvis din cykel med låsen bliver stjålet.

Sådan gør du med låsebeviset

Udfyld beviset med cyklens stelnummer og Varefaktas kontrolnummer (VK-nummeret), når du køber låsen.

Gem beviset et sikkert sted, hvor du kan finde det igen.

Husk: Mangler du låsebeviset, kan det blive svært at få erstatning – også selv om låsen i sig selv var forsikringsgodkendt.

Tag et foto af stelnummeret med din telefon som ekstra sikkerhed – så har du det altid ved hånden.

Find cyklens stelnummer og gem det

Stelnummeret er cyklens id. Det er et unikt nummer, som alle cykler solgt i Danmark skal have. Du kan få brug for cyklens stelnummer, hvis du skal anmelde et tyveri, og hvis du skal have erstatning fra forsikringen. Derfor er det en rigtig god idé at finde det og få det skrevet ned. Du kan også tage et foto af stelnummeret med din telefon, så har du det altid ved hånden. Gør eventuelt begge dele, skriv stelnummeret ned og tag for, så er du dobbelt-sikret 😊

Her sidder stelnummeret på en cykel

På de fleste cykler sidder stelnummeret under krankboksen. Det er nederst på stellet, dér hvor pedalarmene er monteret. Vend cyklen eller læn den til siden for at aflæse stelnummeret. Nummeret kan være præget/trykt direkte ind i stellet, eller det kan sidde som et mærkat. På nogle cykler sidder nummeret på den bagerste del af stellet eller på indersiden af forgaflen.

Stelnummeret på en brugt cykel

Køber du en brugt cykel, så bed altid om en kvittering, og tjek stelnummeret. På politiets hjemmeside og i politiets app kan du indtaste nummeret og se, om cyklen er meldt stjålet. Er din cykel købt i udlandet, eller har du bygget stellet selv, og mangler et dansk stelnummer, kan du få et såkaldt politistelnummer hos politiet, så du kan forsikre den i Danmark.

Forsikring af din cykel – det skal du vide

De fleste cykler er dækket, hvis du har en indboforsikring. Start med at tjekke om den er det. Hos nogle forsikringsselskaber skal cykeldækningen vælges til som ekstra dækning, så det er en god idé at tjekke din police. Især hvis du bor i hovedstadsområdet, hvor over halvdelen af alle landets cykeltyverier sker.

Som hovedregel dækker indboforsikringen tyveri af en cykel, hvis den var låst med en forsikringsgodkendt lås, og hvis du har anmeldt tyveriet til både politiet og til dit forsikringsselskab. Forsikringen vil typisk bede om både stelnummer og låsebevis som dokumentation, så de to ting er det vigtigt at have styr på.

Vær også opmærksom på, at erstatningen ofte nedskrives efter cyklens alder. Jo ældre cykel, jo mindre erstatning. Desuden dækker de fleste indboforsikringer kun cykler op til et bestemt beløb. Hvis du har en meget dyr cykel, kan en udvidet cykelforsikring være pengene værd. Nærlæs forsikringsaftalen eller spørg forsikringsselskabet, hvis du vil være sikker.

Hvis din cykel bliver stjålet

Start med at anmelde tyveriet online hos politiet. Du modtager en kvittering for anmeldelsen i din digitale postkasse. Kontakt derefter dit forsikringsselskab. De skal bruge anmeldelseskvitteringen sammen med stelnummeret og dit låsebevis.

En GPS-tracker giver ekstra sikkerhed til cyklen

En lille diskret GPS-tracker er smart ekstraudstyr, som kan gemmes på cyklen og hjælper dig med at spore cyklen, hvis den forsvinder. En GPS-tracker er ikke en erstatning for en god lås, men den øger chancen for at finde en forsvundet cykel igen. Mange cykeltyverier er kortvarige brugstyverier, hvor cyklen er efterladt et sted i nærheden. Og så er trackeren jo også god, hvis du lige har glemt, hvor du egentlig stillede cyklen.

Spørgsmål og svar om sikring af cykel


HUSK: Altid lave priser! Og overraskende stort udvalg