Gå til indhold
  • Landsdækkende bytteservice
  • Fragt fra kr. 25,-
  • Betal med

Hvilken størrelse cykel skal jeg have?

Guide til børn og voksne

Fire cykler i forskellige størrelser, inklusive en lyserød cykel med frontkurv. Alle har lige styr, solide stel og sikkerhedshjelme. Velegnet til familieudflugter på cykel.

Når du køber ny cykel til et barn eller til dig selv, skal du selvfølgelig vide, hvilken størrelse cykel, som passer til den, der skal køre på den. Den rigtige størrelse cykel er afgørende for både sikkerhed, komfort og køreglæde.

Hjælp til at finde den rigtige cykelstørrelse

I denne guide får du hjælp til at vælge cykelstørrelse til både børn og voksne. Det er heldigvis ret nemt, du kan nemlig måle dig frem til den rigtige størrelse på stel eller hjul. Du får også et par tip til at vurdere, hvor mange gear du egentlig har brug for.

Længere nede kan du se tabeller, der giver et nemt overblik over de mål, du skal bruge, før du vælger størrelsen på din nye børnecykel, damecykel eller herrecykel. Nederst finder du en FAQ med svar på spørgsmål om valg af cykelstørrelser.

Højde eller skridtlængde – hvad skal du måle?

Din højde er et godt udgangspunkt, når du skal vælge cykelstørrelse. Hvis du vil have et mere præcist mål – og det kan være smart, hvis du ligger lige mellem to størrelser – er skridtlængde (den indvendige benlængde) et godt vejledende mål, der viser, hvor højt du kan sidde over stellet. Det er især vigtigt på racercykler og mountainbikes.

Sådan måler du skridtlængden

Stil dig op ad en væg uden sko og med let spredte ben. Mål fra gulvet og op til skridtet med et målebånd, og rund op til nærmeste hele centimeter. Nu har du et tal, du kan bruge sammen med størrelsestabellerne længere nede.

Forskellen på stelstørrelse og tommer

Når du begynder at undersøge, hvilken ny cykel du skal have, støder du hurtigt på ordene stelstørrelse og tommer. På voksencykler angives størrelsen oftest som stelstørrelse, som er længden af sadelrøret (røret, som sadelpinden går ned i), oftest angivet i centimeter. Stelstørrelsen står typisk stemplet på selve stellet, ofte nederst ved kranken eller et sted på sadelrøret.

Børnecykler og hjulstørrelse

Er du på udkig efter en børnecykel, er det hjulstørrelsen, der bestemmer størrelsen. Den angives i tommer, som vises med symbolet ", for eksempel 12", 16" eller 20". En tomme er cirka 2,5 cm. Helt præcist 2,54 cm. Mål hjulets diameter for at finde størrelsen i tommer.

Størrelsesguide til børn – cykelstørrelse efter alder og højde

Når du skal finde den rigtige størrelse børnecykel, er det hjulstørrelsen i tommer, du skal se efter. Børn vokser forskelligt, så alderen er kun vejledende – det vigtigste er barnets højde og skridtlængde.

Vælg en børnecykel, der passer til barnet nu, i stedet for en de kan vokse med. Barnet skal kunne nå jorden med begge fødder, når det sidder på sadlen, og der skal være en let bøjning i knæet, når pedalen er nederst. En cykel, der er for stor, er svær at styre og dermed usikker i trafikken.

I tabellen herunder kan du se, hvilken hjulstørrelse der typisk passer til barnets alder, højde og skridtlængde. Er du i tvivl, så vælg den mindste størrelse. Det giver den bedste kørefornemmelse. Og uanset tabeller og mål: Prøv altid cyklen, hvis der er mulighed for det.

Find den rigtige cykelstørrelse til børn

HjulstørrelseAlderHøjdeSkridtlængde
12"2 - 4 år85 - 105 cm35 - 44 cm
16"4 - 6 år105 - 120 cm44 - 52 cm
18"5 - 7 år110 - 125 cm48 - 56 cm
20"6 - 8 år120 - 135 cm53 - 63 cm
24"8 - 11 år130 - 150 cm60 - 74 cm
26" (junior)10 - 14 år140 - 165 cm68 - 82 cm

Alle mål er vejledende. Hjulstørrelse er hjulets diameter og er angivet i tommer (en tomme er 2,54 cm). De mindste begynder ofte på en løbecykel eller en 12" cykel med støttehjul, indtil balancen er der.

Størrelsesguide: Cykler til voksne – højde og stelstørrelse

Når du skal finde den rigtige voksencykel, tager du udgangspunkt i din højde og finder den passende stelstørrelse. Stelstørrelsen opgives oftest i centimeter på almindelige cykler og citybikes, mens mountainbikes typisk angives i tommer eller størrelse S/M/L.

Tabellen herunder giver dig et overblik over, hvilken stelstørrelse der typisk passer til din højde. Alle mål er vejledende.

Din højdeAlmindelig cykelRacercykelMountainbike
150 - 160 cm47-50 cm48-50 cm13-14"
160 - 165 cm47-51 cm48-52 cm14-15"
165 - 170 cm51-53 cm52-54 cm15-16"
170 - 175 cm53-55 cm53-55 cm16-17"
175 - 180 cm55-57 cm54-56 cm17-18"
180 - 185 cm57-59 cm55-58 cm18-19"
185 - 190 cm59-61 cm58-61 cm19-21"
190 - 195 cm61-63 cm59-62 cm21-22"
195+ cm63+ cm62+ cm22"+

Hjulstørrelse i forhold til din højde

Ud over stelstørrelsen kan cykelmodeller til voksne også være beskrevet ved hjulstørrelsen i tommer. På almindelige cykler, citybikes og herrecykler er 28"-hjul standard. De ruller let og effektivt og er det oplagte valg til pendling og længere ture på vej. 28" passer som tommelfingerregel godt til højder fra cirka 170 cm og op.

26"-hjul sidder typisk på lidt mindre cykler og er generelt gode til cyklister under de 170 cm. 26"-hjul bruges også på mountainbikes og børnecykler. Hjulstørrelsen følger som regel cyklens stelstørrelse.

Stål eller aluminium – hvilket stel skal du vælge?

De to mest almindelige materialer til cykelstel er stål og aluminium. De har hver deres fordele.

  • Stål er stærkt, holdbart og har en behagelig, fjedrende komfort, der dæmper rystelser fra vejen. Til gengæld vejer et stålstel mere og kan ruste, hvis lakken bliver beskadiget.
  • Aluminium er lettere og ruster ikke, hvilket gør cyklen nem at håndtere og vedligeholde. Aluminium er det typiske valg på mange moderne hverdagscykler og elcykler. Til gengæld er aluminium en smule stivere at køre på end stål.

Til daglig pendling og almindelig brug fungerer begge dele fint. Vil du have en lettere cykel, der er nem at trække og løfte, skal du gå efter et cykelstel i aluminium. Vil du have en mere robust cykel, der absorberer og dæmper rystelser bedre, er et stålstel vejen frem.

Hvor mange gear skal cyklen have?

Antallet af gear afhænger af, hvor og hvordan du cykler. Flere gear er ikke altid bedre. Til almindelig kørsel på flad vej i byen er 3 eller 5 gear som regel fint. Cykler du i kuperet terræn med flere bakker, kan du have brugt for et par ekstra. Kører du mountainbike i skov eller andet kuperet terræn, får du stor glæde af flere gear, ofte 18 - 21 eller derover.

Forskellen på indvendige eller udvendige gear

Gear på cykler findes som to hovedtyper. Udvendige gear (kædegear) sidder synligt bagpå, hvor kæden flyttes mellem flere tandhjul. De er lette og har mange gear at vælge imellem, men er mere udsat for snavs og vejr. Indvendige gear (navgear) sidder skjult inde i baghjulets nav og har som regel færre trin. De er nærmest vedligeholdelsesfri og sidder beskyttet mod vind og vejr. Derfor er de populære på hverdags- og bycykler.


Spørgsmål og svar om cykelstørrelser

Hvilken størrelse cykel du skal have, afhænger af din højde og skridtlængde (indre benmål fra fod til skridt) samt af, hvilken type cykel du foretrækker. På en almindelig cykel eller citybike passer en stelstørrelse på cirka 47-51 cm til en højde på 150-165 cm, 51-55 cm til 165-175 cm, 55-59 cm til 175-185 cm og 59-63 cm til 185-195 cm. Ligger du lige mellem to størrelser, så vælg den mindste. Prøv gerne cyklen, inden du beslutter dig.

Find det hos Harald Nyborg: DamecyklerHerrecyklerMountainbike MTB

HUSK: Altid lave priser! Og overraskende stort udvalg