Gå til indhold
  • Landsdækkende bytteservice
  • Fragt fra kr. 25,-
  • Betal med

Halloween-fest

Planlægning, temaer, lege, pynt og aktiviteter til halloween 

Halloween-dekoration med realistisk plastikskellet, overkrop og arme, der stikker op af jorden. Perfekt til udendørs brug og uhyggelige gravpladsopsætninger i haven.

Lørdag den 31. oktober 2026 er det halloween. Så skal der pyntes flot op og inviteres til årets mest (u)hyggelige fest. En god halloweenfest kræver hverken et stort budget eller ugevis af forberedelse. Med lidt planlægning, et velvalgt tema og et par sjove lege kommer du rigtig langt.  

I denne guide får du idéer til halloween for både børn og voksne: Vi guider dig gennem planlægningen trin for trin, giver dig fem temaer at vælge imellem og nogle forslag til underholdende lege og aktiviteter. Du får også et par tip til pynt, belysning og nem, uhyggelig festmad. Sidst i artiklen kan du se spørgsmål og svar om halloween. 


Planlæg din halloweenfest i god tid

Enhver god fest begynder med planlægningen, og det gælder selvfølgelig også, når det er halloween. Begynd tre til fire uger før festen, så er der fin tid til at nå det hele. Start med at finde ud af, hvem festen er for. Halloweenfest for børn, for eksempel klassekammerater, venner fra sport eller naboer? Voksenfest eller måske en blandet familiefest, hvor flere generationer er med? Gæsternes alder bestemmer jo uhyggeniveauet og tidspunktet for festen. 

Send din halloweeninvitation ud, eller sæt et opslag op hvis det passer bedre, så snart du har overblik over hvem der skal inviteres, så festen kan komme i alle de travle kalendere. Hvis du vil sætte stemningen allerede med invitationen, kan du lave den som et græskar, en vampyr, mumie eller en flagermus. Skriv tydeligt, at gæsterne skal komme udklædt, og om festen er for børn, voksne eller begge dele. Husk også en dato for hvornår du senest gerne vil have besked om deltagelse eller ej.   

Er det en fest for mindre børn, fungerer en tidsramme på to-tre timer om eftermiddagen bedst. De større børns og de voksnes halloweenfester starter selvfølgelig først, når mørket er faldet på, og man aldrig ved, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne. 

Tjekliste til halloweenfesten 

  • Tema er valgt (hvis det ikke bare er ‘halloween’) 
  • Invitationer sendt (senest 2 uger før) 
  • Pynt købt eller lavet 
  • Mad og drikke planlagt 
  • Lege og aktiviteter klar 
  • Kostumer – din og familiens egen udklædning 
  • Masser af slik til præmier og ‘trick or treat’ 
  • Playliste med uhyggelig musik og lyde 
  • Græskarlygter og LED-lys 

Vælg tema og pynt til din halloweenfest

Et tema gør både forberedelserne og festen sjovere, fordi du får en retning på pynt, udklædning, mad og lege, så det hele hænger bedre sammen. Du bestemmer selv, hvor ambitiøs du vil være. En halloween temafest kan være gennemført ned til mindste detalje, eller du kan vælge et par markante ting, der illustrerer et tema ved indgangen og så lade resten være op til gæsternes bud på almindelig halloween-uhygge.

Pynt op til halloweenfesten 

Uanset hvilket tema, du vælger, er der fire gode områder, der er værd at huske, når du skal pynte op og sætte stemningen til din halloweenfest: lys, lyd, indgangsparti og bordet I skal spise ved.  

Dæmp eller sluk det almindelige lys og lad græskarlygter og flakkende LED-lys overtage. En playliste med knirkende døre, hyl og uhyggelig musik i baggrunden er også rigtig godt. Placer små trådløse højttalere på hemmelige gemmesteder, så man ikke lige kan regne ud, hvor lydene kommer fra.  

Tag imod gæsterne med græskar, spindelvæv, skeletter og hvad du ellers har, der passer til dit tema, allerede ved indgangen (både ude og inde) og dæk flot op med halloween bordpynt i sort og orange.

Her får du nogle forslag til, hvordan du nemt kan komme i gang med forskellige halloweentemaer. For alle temaer gælder det, at stemningsfuldt lys og de rigtige lyde er gode effekter, der er med til at understrege og forstærke det tema, du vælger.   

Halloween-havepynt med to realistiske plastik hænder, der stikker op af jorden, ved siden af en metalstol og en skovl, for et uhyggeligt gravplads-tema.

Her får du nogle forslag til, hvordan du nemt kan komme i gang med forskellige halloweentemaer. For alle temaer gælder det, at stemningsfuldt lys og de rigtige lyde er gode effekter, der er med til at understrege og forstærke det tema, du vælger.   

Hekseparty

Sorte gryder med dampende drikke (tøris i vand gør underværker), kost og en sort kat ved døren, sort heksepynt indenfor og heksehatte til alle gæster. Udklædningen er nem: en sort kjole eller kappe og måske en kunstig næse, så er man med. Server heksebryg i en stor bowle, og lad børnene blande deres egne trylledrikke af saftevand i forskellige farver. 

Zombie-træf

Til de lidt ældre børn, teenagere og voksne, der gerne vil have uhyggen skruet op. Laset og iturevet tøj (find det i en genbrugsbutik), kunstigt blod og grå ansigtsmaling forvandler gæsterne til levende døde. Lav eventuelt en sminkestation ved indgangen. Sæt præg på hus og have med halloween-udstyr som kister, kors, gravsten. Så kan man aldrig vide, hvor den næste zombie (pludselig!) dukker op. 

Klassisk spøgelsesfest 

Hvide lagner, store flokke af flagermus i loftet og græskarlygter i vinduer og foran huset. Så er du klar til den klassiske halloween-spøgelsesfest. Gamle lagner med to huller er et nemt kostume, der hurtigt forvandler gæsterne til små og store spøgelser, der kan konkurrere om, hvem der kan lyde mest uhyggelig og skræmmende.  


Halloween lege og aktiviteter for børn 

Halloween aktiviteter for børn kan kombinere bevægelse, konkurrence og gode gys. Her får du fem forslag til lege, hvor alle kan være med.  

  • Mumie-leg. Del børnene i hold på to-tre, og giv hvert hold to ruller toiletpapir. På tid skal holdet nu vikle ét medlem ind, så det ligner en mumie. Det hold, der først bruger begge ruller, eller har den flotteste mumie, vinder. 
  • Æble-dyp. Fyld en stor balje med ‘blod’ (rødt saftevand) og læg æbler i. Børnene skal nu fange et æble med munden uden at bruge hænderne. Læg håndklæder klar, det sprøjter, men det bliver det jo ikke mindre sjovt af. 
  • Skattejagt i mørke. Gem små poser med slik i huset og på havens mørkeste steder. Sluk alt lys og udstyr børnene med lommelygter. Vil du gøre det ekstra uhyggeligt, kan spindelvæv, edderkopper og andre halloweenting gemme sig samme steder som skattene. 
  • Græskarudskæring. Hvert barn (eller hver familie) får et græskar og et skæresæt. Du kan eventuelt have fjernet ‘indmaden’ af græskarrene på forhånd, så der kun er skallen, der skal skæres i, tilbage. Uddel præmier til de mest uhyggelige og de mest kreative græskarhoveder. Til de mindste kan knive byttes ud med tuscher og maling, så de også kan være med. 
  • Ansigtsmaling. Sæt en malestation op med ansigtsmaling, spejle og illustrationer med halloween-idéer. Man kan male mange ting, der gør ansigtet ‘spooky’. For eksempel edderkoppespind, uhyggelige øjne, vampyrbid og andre sår. Måske er der en af de voksne gæster, der er særlig god til ansigtsmaling? Større børn kan male de mindre og hinanden.   
Børns Halloween-kostume med sort heksehat, sort kappe og ansigtsmaling med hvid base, sorte og røde detaljer samt syet mund. Perfekt til uhyggelige fester.

Halloween aktiviteter for voksne og teenagere

En halloweenfest for voksne og teenagere må gerne være ‘ægte uhygge med et glimt i øjet’. Princippet er det samme som ved børnene: fælles aktiviteter, der bryder isen, og hvor alle gæster kan være med. Her får du tre idéer: 

  • Gæt morderen. Især hvis du sætter stemningen med dæmpet belysning og uhyggelige lyde som soundtrack, kan et godt mordmysterium (kan købes som spil/bøger) være en god aktivitet. Værten læser handlingen op, gæsterne noterer ledetråde og gætter morderen. En god og gyselig halloween-quiz om makabre mord og berømte genfærd kan også bruges. Her er værten quizmaster.   
  • Bedst udklædte. Kostume-konkurrence med kategorier som 'mest uhyggelige', 'mest kreative', 'bedste hjemmelavede' og hvad du ellers synes. Skriv i invitationen, at der er uhyggeligt flotte præmier til de bedst udklædte, men afslør ikke kategorierne på forhånd. Det er sjovest, hvis det er en overraskelse.  
  • Mærk og gæt. Føle-bokse (papkasser med hul til en hånd eller bokse dækket til med et viskestykke, som man stikker en hånd ind under) kan få selv de mest hærdede halloweengæster til at hvine og gyse, når de er fyldt med kogt, kold spaghetti, pillede vindruer og kolde pølser. Deltagerne får at vide, at der er de tre kategorier ‘indvolde’, ‘øjne’ og ‘fingre’ og skal så mærke efter, hvad der er i hvilken boks eller kasse.   
Halloween-borddækning med orange og sorte ballonbogstaver, græskarlygte, flagermusdekorationer, lilla servietter, tallerkener, kopper, popcorn i gryde og lyskæde med små græskar.

Mad og drikke til halloweenfesten 

Halloween festmad må gerne se klam ud og smage godt. Nemme klassikere er mumie-pølsehorn, hvor pølser vikles i strimler af butterdej med to senneps- eller ketchupprikker som øjne. Små edderkoppepizzaer har ben af peberfrugtstrimler og oliven som øjne. Som drikkevarer kan du servere en blodrød punch, hvor en frossen 'hånd' (vand frosset i en engangshandske) flyder i bowlen. Se også de nemme airfryer-opskrifter til halloween med edderkoppemuffins, heksefingre og sprøde græskarfritter.  


Spørgsmål og svar om halloweenfest 

Halloween falder altid den 31. oktober, aftenen før allehelgensdag. I 2026 er det en lørdag, hvilket gør datoen oplagt til fest. Nogle familier og institutioner flytter fejringen til en nærliggende hverdag eller weekend, hvis det passer bedre ind i kalenderen.


HUSK: Altid lave priser! Og overraskende stort udvalg