Køkkenhave og urtehave
Guide for begyndere – kom godt i gang

Drømmer du om at gå ud i haven og hente dine egne friske grøntsager og urter? Her får du guiden til at anlægge og passe din egen køkkenhave eller urtehave. Kom godt fra start og glæd dig til at høste din første sæson, uanset om du har god plads i en stor have eller vil nøjes med et par højbede.
Før du anlægger din køkkenhave eller urtehave, er det en god idé at forholde dig til tre ting: Hvor er den bedste placering, hvad du vil dyrke, og hvor meget tid vil du bruge på pasning.

Urtehave eller køkkenhave?
Forskellen på urtehave og køkkenhave, er det du dyrker i den. Fællesnævneren er, at du dyrker spiselige planter. I en urtehave er der fokus på krydderurter og lægeurter, mens en køkkenhave typisk også indeholder grøntsager, kartofler og bær.
Uanset hvad du vil have i din nye køkkenhave eller urtehave, er det praktisk at planlægge gangstier mellem bedene fra starten, så du kan komme til afgrøderne uden at træde i jorden. Stierne bør være mindst 40–50 cm brede. Bedenes bredde bør være højst 1 meter, så du kan nå både at luge og høste ind til midten uden besvær.
Højbede er praktiske og nemmere at holde
Højbede er praktiske og et godt sted at starte, fordi de giver mulighed for god jordkvalitet (du fylder bare selv i), nemmere adgang til at luge og plukke – og mulighed for tidligere sæsonstart, fordi jorden varmes hurtigere op af solen i et højbed.
En anden fordel ved at anlægge sin køkkenhave eller urtehave som højbede er, at det bliver nemmere at bekæmpe havens snegle, der kan gøre stor skade. Et sneglehegn rundt om et højbed, eller sneglemidler i bedets afgrænsede område, holder dræbersnegle effektivt ude.
Sådan laver du dine egne højbede til køkkenhaven og urtehaven

Det bedste sted til køkkenhaven eller urtehaven
- Sol er det vigtigste. Grøntsagsplanter og krydderurter elsker solen. De fleste afgrøder kræver mindst 6–8 timers direkte sollys om dagen for at trives og give et ordentligt udbytte. Placér din køkkenhave eller urtehave det mest solrige sted i haven. Det er som regel mod syd eller sydvest.
- Læ, men ikke helt vindstille. Læ er godt, fordi det beskytter små planter mod hård blæst. Men undgå at placere køkkenhave eller urtehave et sted helt uden luftcirkulation. Det kan fremme svampesygdomme i fugtige og vindstille perioder. En smule naturlig luftbevægelse er faktisk godt for planterne.
- Undgå konkurrence fra træer og buske. Placér ikke køkkenhaven eller urtehaven tæt på store træer eller buske. De stjæler næring fra jorden og skygger for de soltimer, der skal sætte godt gang i dine grøntsagsplanter og urter.


Forberedelse af jorden i køkkenhave og urtehave
Selv de bedste frø og planter kæmper forgæves, hvis jordens struktur og næringsniveau ikke er i orden. Den ideelle køkkenhavejord er let leret og veldrænet, så overskydende vand hurtigt og effektivt ledes væk.
Test jordkvaliteten i haven
Lav din egen test: Tag en håndfuld jord og klem den. Kan du forme den, men falder den alligevel fra hinanden igen, er strukturen god. Er jorden meget klæbrig og svær at klemme sammen, er den for lerholdig. Føles den tør og smuldrende, er den for sandet og sandsynligvis næringsfattig.
- For lerholdig jord: fræs ca. 10 cm ned og bland grus eller sand (0–0,4 mm) i.
- For sandet jord: bland kompost eller muldjord i. Læg et nyt lag kompost ud hvert forår.
Forbered jorden inden såning
Fjern al ukrudt og større sten. Løsn og kultiver derefter jordoverfladen med et havegreb eller en kultivator, så den er jævn og let at arbejde i. Tilsæt gerne et lag næringsrig kompost og bland det i det øverste jordlag, inden du sår eller planter.
Jordtemperatur – vent til det er varmt nok
De fleste frø spirer ikke ved en temperatur under 8°C. Det kan virke fristende at komme i gang, så snart solen titter frem i marts, men for tidlig såning giver dårlige resultater. I værste fald ender du med at vente forgæves på frø, der aldrig spirer. Forspir indendørs for at komme hurtigt i gang med køkkenhaven eller urtehaven. Tjek på frøposen for den anbefalede minimumtemperatur, hvis du vil vente med at så til jorden er varm nok udendørs.
Vanding og pleje af køkkenhaven og urtehaven
Når frø og planter er i jorden og begynder at gro, kræver din køkkenhave eller urtehave regelmæssig opmærksomhed med vanding, lugning og måske sneglebekæmpelse.
Vanding: grundigt og sjældent slår lidt og tit
En almindelig begynderfejl er at vande lidt og ofte. Det giver fugtig overflade, men tør jord længere nede, og så sender planterne ikke deres rødder i dybden, hvilket gør dem sårbare over for tørkeperioder. Vand i stedet grundigt igennem tidligt om morgenen eller (endnu bedre) hen på aftenen, hvor temperaturen er lavest og fordampningen mindst.
Højbede udtørrer hurtigere end almindelige bede. Hold ekstra øje i varme perioder, og overvej drypvanding i tørre somre.
Hold ukrudtet nede fra starten
Ukrudt vokser hurtigt og konkurrerer med dine grøntsager om sol, vand og næring. Den bedste strategi er at luge tidligt og ofte, mens ukrudtsplanterne stadig er små og nemme at fjerne. Gå din køkkenhave eller urtehave igennem en gang om ugen i hele vækstsæsonen. Et af de bedste lugeredskaber er og bliver: Tommel- og pegefinger 😉
Tip til salaten: En af de mest genstridige former for ukrudt er skvalderkål. Brug de små blanke planter i din grønne salat. De smager friskt og lidt peberagtigt.

Spørgsmål og svar om køkkenhave og urtehave for begyndere
Hvad er must have i køkkenhaven? Du skal selvfølgelig dyrke de ting, du bedst kan lide at spise, men hvis du er begynder, så start med afgrøder, der er lette at dyrke og hurtigt giver synlige resultater. Nogle af de bedste valg er salat, krydderurter, gulerødder, rødbeder, ærter, bønner, squash og radiser. Det kan være en fordel at købe udplantningsplanter i stedet for frø. Det forkorter perioden fra du planter til du kan begynde at høste lækre, friske grøntsager fra din køkkenhave.