Gå til indhold
  • Landsdækkende bytteservice
  • Fragt fra kr. 25,-
  • Betal med

Forårsrengøring – guide og tjekliste til hele hjemmet

Tip til rengøringsmidler og planlægning – se tjekliste rum for rum

Kvinde vasker trægulv med en blå gulvmoppe

Når det bliver lunere i vejret og dagene længere og lysere, er det lettere at finde et par gode dage til en grundig forårsrengøring.

Vælg en dag, hvor solen skinner. Det giver god energi, og så kan større møbler, madrasser, tæpper, dyner og tøjdyr komme ud i den friske luft og blive rystet, banket og vasket rene. Desuden giver det plads indenfor, så det er meget nemmere at komme til at gøre rent.

Her får du en rengøringsplan i 5 trin, en liste over forårets oplagte rengøringsopgaver og et overblik over de rengøringsmidler og rengøringsartikler, der gør arbejdet lettere.

Forårsrengøring giver hjemmet en frisk start efter vinteren

Forårsrengøring er egentlig bare et andet ord for en ekstra grundig rengøring, hvor du kommer godt rundt i alle kroge og hjørner af hjemmet og får gjort rent de steder, hvor skidt og støv har samlet sig i vinterens løb.

Mange kalder det også en hovedrengøring. Om foråret er der bare et par ekstra gode grunde til at gøre rent: Vi har tilbragt mere tid indendørs, radiatorer og eventuelt brændeovne har været i brug hele vinteren, og vinduerne er måske ikke blevet pudset i flere måneder.

Rengøringsguiden til hele året

Vil du give hjemmet en grundig omgang på andre tider af året, kan du også hente inspiration i artiklen Rengøring – effektiv og grundig.


Billede af en blå spand som er fyldt med rengøringsmidler. Personen på billedet har orange handsker på.

Grundig forårsrengøring i 5 trin

​​​​​​​Hvordan gør man forårsrent? Det kan være fristende bare at gå i gang, køre en ekstra grundig tur med støvsugeren og vaske af de mest beskidte steder. Hvis du vil godt i bund med forårets rengøringsprojekt, er det en god ide at have en plan af en slags, inden du går i gang.

Her er et forslag til, hvordan din næste forårsrengøring kan gribes systematisk an.

1. Planlæg og forbered.

Lav en liste over de rum, der skal rengøres, så du kan krydse af efterhånden. Skriv eventuelt et par stikord til, hvad der skal gøres i hvert rum, og husk de steder, man nemt overser, f.eks. toppen af reoler og dørkarme, høje hylder og bag radiatorer. Sørg for at have alle nødvendige rengøringsartikler og 

rengøringsmidler klar, så du ikke går i stå, fordi du mangler et eller andet. Hvis du kan, er det en god idé af afsætte en hel weekend til rengøringen, så du kommer godt i bund og når hele hjemmet igennem. Du kan også lave en plan og fordele rummene over de dage i løbet af ugen, som passer bedst ind i dine andre aktiviteter.

2. Ryd op før du gør rent.

Overvej om det kunne være en idé at tage en systematisk oprydningsweekend før forårsrengøringen, så der også bliver ryddet op (og ikke bare gemt væk) i skabe og skuffer. Sortér i tre kategorier: Behold/på plads, smid ud, til genbrug/giv væk. En bolig uden rod på gulve og andre overflader er meget lettere at gøre rent.

3. Gør rent fra top til bund. 

Det er en god regel, når du tager fat på forårsrengøringen, altid at starte med de højeste punkter som lofter, lamper og hylder, og arbejd dig ned mod gulvet. Støv og snavs falder nedad, og på den måde undgår du at skulle gøre de samme områder rene flere gange. Det er smart at starte i det fjerneste hjørne og så arbejde dig hen mod udgangen i de enkelte rum.

”Tørt før vådt” er en god rengøringsregel: Tør støv af og støvsug først, og vask af bagefter. Så undgår du, at støv og snavs bliver til grå hinder, der er svære at få væk.

4. Tag et rum ad gangen.

Flyt eventuelt større ting ud, så der er plads, og så støv og snavs ikke gemmer sig. Støvsug grundigt med en god og effektiv støvsuger alle de steder du kan komme til og vask/aftør derefter alle overflader. Tag gardiner, skifterammer og andre vægophængte ting ned og gør dem rene.

5. Gulve og vinduer til sidst.

Vask/puds vinduer efter at have vasket sprosser og karme, hvor der ofte sidder flueklatter og smådyr, som skal fjernes, inden vinduerne pudses. Slut forårsrengøringen med at støvsuge langs fodpaneler/dørtrin og tør dem af med en fugtig mikrofiberklud. Vask gulvene til sidst, det er lettere med en praktisk gulvmoppe.

Billede an person med lyserøde handsker som holder glasrens i den ene hånd og pudser vinduer med en klud med den anden hånd

Forårets særlige rengøringsopgaver

Nogle rengøringsopgaver er oplagte i foråret, fordi vintermånederne med mange timer indendørs har sat deres spor. Her får du en inspirationsliste med forslag til, hvad du kan tage fat på:

  • Radiatorer og ventilationsriste. Efter en lang fyringssæson samler der sig støv på og bag radiatorerne. Brug et smalt mundstykke til støvsugeren, og tør efter med en fugtig klud.
  • Fugtfjernere. Har du haft fugtfjernere stående i vinter, så tøm og rengør dem, eller skift dem ud, hvis de er brugt op.
  • Dørmåtter og entré. Grus, salt og jord ender ofte i entréen, fordi det bliver slæbt med ind. Ryst eller vask dørmåtterne, og vask gulvet grundigt.
  • Vintertøjet. Tjek og vask vintertøjet, før du pakker det væk, så pletter ikke når at sætte sig endnu bedre fast. Se gode råd om vask og pletfjerning.
  • Dyner og puder. Luft dyner og puder. Hæng dem ud på en dag, hvor vejrudsigten siger tørvejr. Vask dem efter vaskeanvisningen, hvis de trænger.
  • Brændeovnen. Tør støv af og vask med en fugtig klud omkring brændeovnen, hvor der også er ekstra beskidt på grund af sodpartikler. Rens glasset, når fyringssæsonen er slut.

De rengøringsmidler du har brug for

Du behøver hverken hele skabe eller flere hylder fyldt med alle mulige mere eller mindre mærkelige specialrengøringsmidler for at kunne gøre jævnlig og grundigt rent. Du kommer langt, hvis du sørger for altid at have de vigtigste basisprodukter inden for rengøringsmidler. Husk at dosere efter anvisningen på emballagen. Ekstra meget rengøringsmiddel gør hverken overfladerne renere eller arbejdet lettere, men efterlader måske bare synlige rester. Læs flere tips om rengøringsmidler hos Miljøstyrelsen.

Tjek her om du har det hele og find det du mangler – til ALTID LAVE PRISER!

  • Universalrengøringsmiddel til de fleste vaskbare overflader, døre, paneler og gulve.
  • Fedtopløsende middel til køkkenet, hvor fedt og madrester sætter sig på låger, håndtag og emhætte.
  • Kalkfjerner til badeværelset, brusevæggen, vandhaner og fliser.
  • Glasrens til vinduer, spejle og glasdøre. Få dem flot rene, uden striber.
  • Skurecreme til fastsiddende snavs på komfur, vask og fliser. Pas på med at bruge det på overflader, der er følsomme overfor ridser. Læs vejledning.
  • Toiletrens sikrer god hygiejne og fjerner bakterier i toilettet. Nogle typer opløser også kalk.
  • Sæbespåner eller brun sæbe til gulve og grovere rengøring. Følg altid gulvproducentens anbefaling af, hvilket rengøringsmiddel, der er bedst til vask og vedligeholdelse. Se også udvalget af produkter til møbelpleje og gulvpleje.

Basisk til fedt – surt til kalk

Vælg rengøringsmiddel efter, hvilken slags snavs du skal have væk. Fedt og madrester løsnes bedst af basiske (alkaliske) midler, som er fedtopløsende. Det er de almindelige rengøringsmidler næsten altid. Kalk løsnes derimod af syre, og derfor er kalkfjernere sure (har en lav pH-værdi). De gode gamle klassiske råd, om at bruge husholdningseddike og citronsyre virker efter samme princip, nemlig at syreindholdet opløser kalken.

ADVARSEL: Bland aldrig rengøringsmidler

Bland aldrig klorin eller andre klorholdige produkter med andre rengøringsmidler som kalkfjerner, eddike eller salmiakspiritus. Blandingen kan udvikle farlige dampe. Brug altid handsker, og luft godt ud, når du gør rent. Især hvis du bruger spray. Ved uheld kan du ringe til Giftlinjen på 82 12 12 12.

Gode rengøringsartikler gør arbejdet lettere

Det rigtige udstyr sparer både tid og kræfter. Se hele udvalget af rengøringsartikler og brug denne oversigt til at tjekke, om du har det hele, så du er klar til at gå i gang med en grundig forårsrengøring, der kommer ud i alle kroge.

  • Spand, skuresvampe og børster undværlige til mange forskellige rengøringsopgaver.
  • Mikrofiberklude tager støv og snavs effektivt, med eller uden vand.
  • Gulvmoppe eller spraymoppe til hurtig og skånsom gulvvask.
  • Teleskopskaft så du kan nå lofter, lamper og toppen af reolerne uden at stå på en stige.
  • Vinduesvasker og vinduesskraber til rene og stribefri vinduer.
  • Handsker, der beskytter huden mod skrappe rengøringsmidler.

Og så selvfølgelig: En god støvsuger med de rigtige mundstykker. Skal du have en ny og bedre, så se Støvsugerguide: Sådan vælger du den rigtige.


Spørgsmål og svar om forårsrengøring


HUSK: Altid lave priser! Og overraskende stort udvalg